Tyrefægtning – kultur eller dyrplageri?

Jeg gjorde det – tog ind og så tyrefægtning. Jeg har været lidt i dilemma om hvorvidt jeg skulle gøre det men tænkte at når jeg nu var i tvivl om hvilken holdning jeg skulle have til det ville det være en god måde at finde ud af det på. Grunden til min tvivl er nok på grund af mine frustrationer over den måde, ikke alene indflydelse fra, men også lovgivning fra de rigere vestlige lande gang på gang sætter dagsordenen for de mindre velhavende og indflydelsesrige lande. Her tænker jeg også på at EU i 2009 vedtog forbuddet mod markedsføring og import til EU, i transit gennem og eksport fra EU af sælprodukter. Forbuddet har godt nok en inuitundtagelsen, men symbolværdien er stadigvæk enorm stærk. Fra mit synspunkt bunder forbuddet i kulturelle forskelle, at lovgiverne kommer fra en verden hvor kødet fås fra fryseboksen, og hvor kæledyr har menneskelige egenskaber og går med vinterfrakker. Altså langt fra et fangersamfund...

Nok om det, det jeg blot ville pointere var at jeg på baggrund af denne holdning havde svært ved at underlægge mig ideen om tyrefægtning er forkert, uden at have et bedre kendskab til det. Jeg tog derind spændt og nervøs. Vi kom lidt for sent ind så i og med showet var startet var det første mine øjne mødte en blødende tyr. Jeg har ikke svært ved blødende dyr per se, men det her var anderledes. Tyren løb lettere svækket rundt provokeret af den flotte tyrefægter i en farverig og flot dragt. Hver gang tyrefægteren havde formået at provokere tyren til at komme helt tæt på ham og undgået dens horn klappede folk og et band spillede en kort salut. Hvis man skal sammenligne det med fangst i Grønland var det vigtigste for fangsten helt fraværende for mig ved tyrefægtningen; nemlig formålet. Tyrefægtning er et traditionelt offerritual som før i tiden kostede mange menneskeliv og sås som en manddomsprøve. I dag har tyren ikke en chance og er normalt stærkt svækket når den endelig dør. Efter vi havde set 2, ud af 6, tyre blive dræbt gik vi. Oplevelsen var ikke særligt behagelig men hjalp mig dog til at tage stilling; jeg er stærk tilhænger af at bevare et lands kultur, men jeg er ikke tilhænger af tyrefægtning...

I Catalonien har man fra i år forbudt tyrefægtning ved afstemning i parlamentet, og jeg tror, at det med tiden bliver bredt til hele Spanien, så de er også heldigvis selv klar over problematikken. Jeg har læst at man også har tyrefægtning i Portugal og Frankrig, men hvor man ikke dræber tyren – håber at man også her overvejer den løsning, så man bibeholder traditionen, men lader tyrene være.. eller i det mindste bare dræber dem hurtigt når de endelig skal dø J

Spaniere kommer altid for sent...

...fordi de går så langsomt! Mange spaniere slentrer af sted stille og roligt og fylder for det meste hele fortovet, som  om de havde alverdens tid og var de eneste på gaden. Så det gik op for mig at det må være derfor de altid kommer for sent! Jeg tror at de synes intet er så vigtigt at det er værd at stresse over. I Spanien har man åbenbart noget man kalder el cuarto som er det tilladte kvarter man kan komme for sent,  eller det må være det kvarter man forventes at komme for sent ;)

Da jeg så gik der halv-stresset og lettere irriteret over deres afslappede holdning kom jeg til at tænke på at hvad jeg skulle nå var nu heller ikke sååå vigtigt... måske er det faktisk spanierne der har fat i den lange ende; hvorfor bruge sine kræfter på at stresse og altid prøve at slå tiden når tiden alligevel indhenter én? Hvorfor ikke bare (næsten)  stoppe op og nyde det øjeblik du er i nu? Så det vil jeg prøve på, jeg kommer nok aldrig til at gå lige så langsomt som spanierne, men sætte tempoet lidt ned og nyde øjeblikket.... Når jeg altså har tid ;)

La Embajada de Dinamarca

Min nervøsitet omkring at starte på ambassaden startede allerede før jeg rejste, for hvad har man på på en ambassade? Før vi kom derned fik vi en praktikantmappe hvor der stod at ”Påklædningen på ambassaden er pæn men også afslappet” hvilket ikke hjalp mig så meget... Da natten så kom før jeg skulle starte på ambassaden sov jeg virkeligt dårligt og endelig kom dagen så! 1. september var også den første arbejdsdag for vores nye ambassadør så der var arrangeret en velkomst i form af morgenmad. Jeg var lidt spændt på hvor stramt det ville være da jeg har hørt ambassader kan være ret bureaukratiske men noget af det første ambassadøren sagde var, at hun gerne ville have at vi på kontoret var dus. I Danmark/Grønland giver det for det meste lidt sig selv, men her i Spanien bruger man meget mere de-formen så det var lettende ikke at skulle tænke over at sige usted til ambassadøren.

 Vi er i alt 20 medarbejdere på ambassaden og det hele er heldigvis meget afslappet, meget dansk ;) Jeg sidder på kultur- og informationsafdelingen som består af min chef og mig. Som praktikanter skal vi som det første gennemlæse og sortere i en nyhedsoversigt vi får sendt fra spanske medier hver morgen. Udover denne opgave er oplæg for gymnasie- og handelsskoleklasser, hjemmesideopdatering og generel nyhedsformidling nogle af de opgaver der går på tværs af afdelingerne. I vores afdeling er vores primære opgave at sprede dansk kultur i Spanien, hvilket vi primært gør ved at være medlemleddet mellem aktører i Spanien og Danmark. Vores styrke er vores kendskab til og netværk i begge lande. Lige p.t. har vi travlt med en litteratur- og kunstfestival lidt nord for Madrid hvor vi i sidste uge var oppe og sætte en udstilling op og i denne uge vil der så være officiel åbning, middag og foredrag af blandt andet den danske forfatter Janne Teller og arkitekt Bjarke Ingels. Så der er heldigvis meget gang i den og da vi kun er 2 for jeg lov til at være med i meget af arbejdet. Hvilket også senere bringer mig til Bilbao i Baskerlandet (YAaaY!) for at starte et samarbejde med Guggenheim og fodboldklubben Athletico om et projekt der hedder 3sidedfootball.

Da vi også er en informationsafdeling tager jeg mig også af mange henvendelserne på mail. Det kan være alt fra en sømand der gerne vil arbejde på et skib i Færøerne til en skoleelev der skal lave et oplæg om dansk mad i skolen og sidst en tv-kanal der ville vide om der findes et eskimoisk alfabet til en tv-quiz hehe. Buzz ordet på ambassaden er Public Diplomacy. I al kontakt udadtil skal vi have i baghovedet at vi repræsenterer Danmark og skal give det bedst mulige indtryk, hvilket jo heldigvis ikke er så svært for nogle af os ;)

Madrileña

Mine første par dage i Madrid var lidt hektiske, jeg kunne først overtage mit værelse på tredje dagen så jeg boede på et hostel i starten. Hostlet lå mit i turistmekka, hvilket i sig selv egentlig er meget godt, men som betød at forvirrede lille mig de første par dage rendte rundt i gader fyldt med turister J Derudover var jeg selv lidt rundt på gulvet. Hver gang jeg rejser tænker jeg i starten: ”Hvad er det jeg laver?!” har efterhånden fundet ud af at det nok er fordi jeg er så privilegeret at jeg er altid er glad for det jeg rejser væk fra og derfor får den følelse J Men anyways; den følelse, varmen og de mange turister gjorde de første dage lidt hektiske....

Da jeg flyttede ind i værelset faldt jeg lidt til ro. Jeg lejer et værelse i en lejlighed hvor der også bor en tysk og en engelsk pige og det ligger heeelt perfekt. Tæt på butikker, cafeer og barer men stadigvæk forholdsvis roligt – for det er aldrig helt roligt i Madrid. Jeg har en lille terrasse ud til en travl vej. Elsker at åbne døren til terrassen og bare høre livet derude, for hvis der er én ting der er i Madrid er det liv. Lige meget hvilken dag på ugen og hvilket tidspunkt på dagen det er er folk ude på gaden og nyder livet; går i butikker, møder mennesker, snakker på gadehjørnet, spiser lidt her, spiser lidt der, et glas vin der, en kop kaffe her – tror virkeligt ikke der er nogen by i verden hvor folk går lige så meget ud som her! Nuan J

Så er det man skulle tro at det gør byen usikker – men nærmest tværtimod. Altså selvfølgelig skal man ikke være blåøjet og have pungen i baglommen osv. Men folk er simpelthen så søde så man hele tiden føler sig tryg. Forleden dag hørte jeg en dreng græde længere nede af gaden,  ti sekunder efter var der 10 mennesker omkring ham der trøstede, gav ham lommetørklæder, slikkepind og prøvede at få fat i de forældre han åbenbart ikke kunne finde. Det er den samme omsorg man oplever når man går ind i en tilfældig kaffebar og baristaen kalder dig cariño (kan direkte oversættes til søde/kære) og rengøringsdamen på arbejdet giver dig et kærligt klap på kinden når du siger Godmorgen. Så så længe man selv er åben og positiv tror jeg det er svært ikke at føle sig velkommen i Madrid hos los Madrileños... J

Tikilluaritsi

Så så man lige mig – med min egen blog J Jeg havde egentlig aldrig tænkt mig at skulle blogge, men fandt så ud af at det er en genial måde at holde folk opdateret på når man jo desværre næsten altid er langt væk fra nogen J

P.t. befinder jeg mig i dejlige Madrid! Som mange af jer nok ved, men sjældent husker ;), studerer jeg en kandidat på Roskilde Universitet som hedder Global Studies. Da mine studier er ret udenlandsrettet fik jeg så mulighed for at overføre noget af mit studie fra et praktikophold som så blev her – i Madrid. Jeg har fået en praktikplads på den Danske Ambassades Kultur- og Handelsafdeling og startede så 1. september.

So here I am J